Få vores nyheder på mail

​DHL Stafetten i Odense donerer til FødevareBanken

Nyhed   •   Jul 02, 2018 14:50 CEST

I forbindelse med årets DHL Stafet i Odense bliver det muligt at donere sin madboks til organisationen FødevareBanken, der bekæmper madspild.

I forbindelse med årets DHL Stafet i Odense bliver det muligt at donere sin madboks til organisationen FødevareBanken, der bekæmper madspild.

Når DHL Stafetten for 16. gang løber af stablen i Odense i midten af august, bliver det for første gang muligt at donere sin mad til FødevareBanken. Der følger altid en madkasse med tilmeldingen, men da mange virksomheder selv arrangerer mad bliver der ofte en del madkasser til overs.

”Vi er glade for, at det i år er muligt at donere kassen videre til FødevareBanken, der udover at bekæmpe madspild fordeler mad til socialt udsatte,” siger salgs- & marketingchef i Odense Gymnastikforening (OGF), Rasmus Nejstgaard , der arrangerer løbet.
”På den måde sørger vi for, at mad der ellers ville være gået til spilde, nu havner i trygge hænder hos FødevareBanken,” siger han.

FødevareBanken og OGF startede et godt samarbejde omkring Royal Run, hvor FødevareBanken indsamlede overskydende vand, frugt og brød og det er det samarbejde, der nu bliver udvidet.
”Flere og flere events og arrangementer får øjnene op for vores arbejde og ser, at vi let og fødevaresikkert kan afhente mad og fordele det videre til folk, der har brug for det. Vi er selvfølgelig rigtig glade for, at madspild bliver til måltider,” siger direktør i FødevareBanken Karen-Inger Thorsen.

Årets DHL Stafet i Odense finder sted 14.-16. august