Få vores nyheder på mail

Madfællesskaber skyder op overalt i Karlemoseparken i Køge

Nyhed   •   Feb 27, 2020 10:49 CET

Glade modtagere i gang med at tømme FødevareBankens kølebil for overskudsvarer.

Med støtte fra Nordea-fonden har FødevareBanken i partnerskab med Boligselskabet Sjælland udviklet projektet Madfællesskaber Med Mening. Formålet er at opdyrke madfællesskaber med overskudsmad fra FødevareBanken i tre almennyttige boligområder.

I Karlemoseparken i Køge er projektet i fuld gang, og her skyder fællesskaberne frem: Fællesspisning, morgenmadscaféen, juicebaren, Damernes Café og Pensionistforeningen modtager alle sammen varer fra FødevareBankens kølebiler, og så står frivillige i boligområdet for at organisere og lave maden. Flere initiativer er nu også undervejs blandt de frivillige i Karlemoseparken – bl.a. en madcafé med suppe, bagværk og sandwiches.

”Det her er et rigtig godt eksempel på, hvordan man på en ny måde kan forbinde overskudsvarer med mennesker, der har brug for dem og få gode fællesskaber ud af indsatsen. Det er et nyt område for FødevareBanken, som ellers mest leverer til væresteder, varmestuer og forskellige botilbud for socialt udsatte. Her kommer folk fra fx Karlemosen jo ikke. Men der er tydeligvis brug for os og for gode, friske varer ude i beboer- og forsamlingshusene i de store almene boligområder. Vi er glade for, at Nordea-fonden er med på ideen. Og glade for at se, hvordan det frivillige initiativ spirer frem på baggrund af projektet. Det var det, vi håbede ville ske”, siger Karen-Inger Thorsen, direktør i FødevareBanken.

”Konceptet med at udvikle madfællesskaber med overskudsmad i almene boligområder er meningsfuldt, fordi det både nedsætter madspild, men også fordi det skaber sammenhængskraft for beboerne”, siger Francisco Ortega, udviklingschef i Boligselskabet Sjælland.

Og netop en styrket sammenhængkraft blandt beboerne mærker de ansatte i Kulturhuset i Karlemoseparken også til: ”En større og mere mangfoldig gruppe af beboere har fået deres faste gang i Kulturhuset via vores samarbejde med FødevareBanken og madfællesskaberne. Det har betydet, at der opstår relationer på tværs af diverse grupperinger som køn, alder og etnicitet. Aktiviteternes indhold og rammer samt de opståede relationer løfter brugernes kompetencer socialt, men også i forhold til livsduelighed og faglig parathed”, udtaler Lisette Rasmussen, der er projektleder i Karlemoseparkens Kulturhus.

Madfællesskaber Med Mening er også i gang i Holbækområdet i boligområderne Ladegårdsparken samt et mindre boligområde i Tølløse. Projektet kører foreløbigt i to år, hvorefter FødevareBanken vil vurdere, om succesen kan udbredes til hele landet og endnu flere boligselskaber.