Få vores nyheder på mail

​Danmarks største organisation, der bekæmper madspild får kongeligt besøg

Pressemeddelelse   •   Sep 07, 2018 11:33 CEST

Prinsesse Marie skal på officielt besøg i FødevareBanken den 19. september - her ses hun ved årets Folkemøde på Bornholm til et arrangement med Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen om madspild. Foto: Bjarke Ørsted/ Ritzau Scanpix

Det sker når HKH Prinsesse Marie tirsdag d. 18. september kl. 9.00 besøger FødevareBanken, hvis hovedkontor ligger i Københavns Nordvestkvarter.

På besøget vil Prinsessen få mulighed for, med egne øjne, at se, hvordan FødevareBanken og organisationens godt 250 frivillige, hver eneste dag året rundt, håndterer tre tons overskudsmad fra industrien og fødevareproducenter og fordeler det til organisationer for socialt udsatte i det meste af Danmark.

”Vi har noteret os Prinsessens store interesse for madspild og ser det som en stor ære, at Hendes Kongelige Højhed har lyst til at besøge os og høre mere om vores løsning, ” siger direktør i FødevareBanken Karen-Inger Thorsen og fortsætter:

”Madspild er kommet på dagordenen for at blive og med Prinsesse Maries opmærksomhed på emnet er der grund til at glæde sig over, at flere og flere – også virksomheder har fokus på at bekæmpe madspild. Det mærker vi også i FødevareBanken gennem det samarbejde vi har med en række store danske virksomheder.”

På besøget i FødevareBanken vil HKH Prinsesse Marie ud over en rundvisning på lageret i København, få mulighed for at møde et par af organisationens frivillige samt en kok, der tilbereder mad på et af de væresteder, der får leveret mad fra FødevareBanken.

Aldrig for gammel mad
FødevareBanken er en NGO, der samler overskudsmad ind hos grossister, fødevareproducenter og primær producenter. Det er mad, der aldrig er for gammel, men som af mange forskellige årsager alligevel ikke kan sælges. Det kan være på grund af fejl på etiketten, sæsonvarer, overproduktion, kort dato eller andre forhold.

FødevareBanken er landsdækkende med lagre i København, Aarhus og Kolding. Herfra køres maden ud til organisationer for socialt udsatte – som f.eks. Mændenes Hjem, Reden, Kirkens Korshærs væresteder, herberger, kvindehjem etc. FødevareBanken leverer tillige morgenmad til 24 skoler i områder, hvor eleverne ofte kommer i skole uden at have spist morgenmad.

Hver eneste dag året rundt, fordeler FødevareBanken ca. tre tons indscannet overskudsmad, svarende til 7.600 måltider dagligt, 2.285.000 årligt og er dermed Danmarks eneste og største organisation, der systematisk, fødevaresikkert og sporbart håndterer madoverskud, der ellers ellers ville være blevet smidt ud og fordeler det til socialt udsatte.

FødevareBanken er støttet af en række store danske fonde, herunder Velux Fonden, Oak Foundation, DenA.P. Møllerske Støttefond, Tryg Fonden og Kronprinsparrets Fond. Herudover arbejder organisationen med medlemsskaber og erhvervspartnerskaber for at få økonomien til at hænge sammen. Maddonorerne tæller store virksomheder som f.eks. Netto, Salling Group, Arla, Urtekram, Thise, Dagrofa, Unilever og Aarstiderne.

FødevareBanken er i høj grad drevet af frivillighed, idet det er organisationens ca. 250 frivillige, der sørger for at afhente og distribuere maden. De frivillige repræsenterer de fleste lag i samfundet, men er især domineret af ældre mænd, hvilket også er usædvanligt for en frivillig organisation. Herudover er der ca. 15 lønnede medarbejdere.

---

Presse:
Pressen kan tilmelde sig arrangementet ved at kontakte kommunikationschef og presseansvarlig i FødevareBanken Trine Baadsgaard på trine.baadsgaard@foedevarebanken.dk eller mobil: 20676345. Tilmelding skal ske senest 17.9. kl. 12.00

FødevareBanken er en non-profit organisation, der bekæmper madspild og madfattigdom i Danmark. På den ene side kasseres der dagligt enorme mængder mad i fødevarebranchen, hvilket betyder spild af ressourcer og en belastning for miljøet. På den anden side er en del af de dårligst stillede i vores samfund ofte frataget muligheden for et dagligt og nærende måltid, som har afgørende betydning for deres sundhed. Det kæmper vi for at ændre.