Få vores nyheder på mail

​Gratis morgenmad til skolebørn giver trivsel og koncentration

Pressemeddelelse   •   Apr 20, 2018 13:18 CEST

De to frivillige Frits og Mogens kører hver uge mad til skolerne på Lolland og Falster. Foto: Anders Brinckmeyer

Mere ro, færre konflikter og nye sociale relationer. Det er konsekvensen, når børn der ellers ikke får morgenmad, får tilbudt et måltid på skolen.

FødevareBanken har siden efteråret 2016 leveret morgenmad til alle skoler på Lolland og 6 skoler i Guldborgsund Kommune. Det har ca. 600 elever taget imod, heriblandt en del, der ikke tidligere fik morgenmad. Projektet, der er lavet bl.a. i samarbejde med Region Sjælland er netop blevet evalueret og viser bl.a. at:

  • En del af de børn, der ikke tidligere fik morgenmad, får nu morgenmad på skolen
  • Der er kommet færre sultne børn
  • Der er kommet en højere koncentration i klassen
  • Der er færre konflikter og der er dannet nye relationer på tværs af alder og klasser
  • Hygge og god atmosfære giver børnene mod på at prøve nye madvarer
  • At inddrage frivillige er en stor succes
  • En fast struktur hjælper eleverne til at lære selv at hælde op, stå i kø, rydde op.

Karen-Inger Thorsen, der er direktør i FødevareBanken, fortæller: ”Hvert år bliver op mod 720.000 tons mad smidt ud. Også selvom det intet fejler. At levere morgenmad til de skoler, hvor mange elever ikke få mad hjemmefra, er derfor med til både at begrænse madspild og sikre måltider til børn, der har brug for det”.

Unikt samarbejde
Det er Trygfonden, der har doneret penge til projektet, der bliver kaldt ’Hjernemad’. Pengene har gjort det muligt for FødevareBanken at åbne en rute mod syd til Lolland-Falster. Hjernemad er således et unikt samarbejde på tværs af Region Sjælland, Lolland og Guldborgsund Kommuner, Trygfonden og FødevareBanken. Udover faktuelle forbedringer, er det også tydeligt, at børnene er glade for det.

Projektleder Gitte Porsmose fra Hjernemad siger:
”Nogle børn fortæller, at det er stresset at spise morgenmad hjemme, mens andre skal så tidligt afsted, at de når at blive sultne igen, før undervisningen går i gang. I skolens café kan de få en rolig start på dagen, spise sammen og få snakket med deres kammerater. Det giver mindre stress hjemme, nye relationer opstår og der er mere ro i timerne bagefter.”

Det aktuelle projekt på Lolland og i Guldborgsund Kommune løber til jul. Herefter skal skolerne tage stilling til, om de vil fortsætte ordningen.

’Hjernemaden’ er overskudsmad, som bliver leveret af FødevareBanken. Den er gratis og er mad, der aldrig er for gammel, men som af andre årsager ikke kan sælges. F.eks. på grund af fejl på emballagen.

Ud over de 16 morgenmadsklubber på Lolland-Falster har FødevareBanken tillige andre morgenmadsklubber i København og i området omkring Aarhus og flere er på vej. 

FødevareBanken er en non-profit organisation, der bekæmper madspild og madfattigdom i Danmark. På den ene side kasseres der dagligt enorme mængder mad i fødevarebranchen, hvilket betyder spild af ressourcer og en belastning for miljøet. På den anden side er en del af de dårligst stillede i vores samfund ofte frataget muligheden for et dagligt og nærende måltid, som har afgørende betydning for deres sundhed. Det kæmper vi for at ændre.