Få vores nyheder på mail

​Michelinmad til socialt udsatte i Region Syd

Pressemeddelelse   •   Apr 06, 2018 11:37 CEST

Per Mønster er frivillig i FødevareBanken i Kolding og med til at dele mad ud fra bl.a. Naturmælk.

Det sønderjyske økologiske mejeri Naturmælk i Tinglev er en af de helt store leverandører til de danske Michelin-restauranter og kendt for produkter af allerhøjeste kvalitet. Den overproduktion de uundgåeligt har, donerer de til FødevareBankens afdeling i Region sud og på den måde får socialt udsatte også glæde af nogle af de bedste fødevarer Danmark kan præstere.

Der er meget langt fra skraldemad og fødevarer af tvivlsom karakter, når socialt udsatte på herberger, væresteder og kvindehjem rundt omkring i landet får overskudsmad fra FødevareBanken. Mad der aldrig er for gammelt, men af den ene eller anden årsag ikke kan sælges alligevel.

En del af maden er sågar Michelinrestauranter værdige. Restauranter, der stiller de allerhøjeste krav til de fødevarer, der serveres. Det skyldes bl.a. det sønderjyske økologiske mejeri Naturmælk, der hver uge leverer kilo- og litervis af god mælk, yoghurt, oste og andre gode fødevarer til FødevareBankens afdeling i Region Syd. Mad, der intet fejler, men som alligevel ikke kan sælges.

”Det løfte vi har givet vores kunder og lovet os selv at overholde, betyder at vores kunder fra dag til dag skal kunne få alle vores produkter. For at kunne leve op til den leveringssikkerhed, er vi nødt til at lave en vis overproduktion, for vi kan aldrig ramme 100 % rigtigt,” fortæller salgs- og marketingschef Nelly Frees Riggelsen fra Naturmælk.

Leverer til fem kommuner i Region Syd
Og det er den overproduktion, der ca. 1 gang om ugen leveres til FødevareBankens lager i Kolding og herefter bliver videredistribueret til væresteder, herberger, kvindehjem m.m. i Region Syd. FødevareBanken leverer i Region Syd bl.a. fødevarer i Kolding, Middelfart, Fredericia, Esbjerg og Varde.

Naturmælk er et mejeri, der i årevis er gået op i bæredygtighed og derfor falder donationer til FødevareBanken dem helt naturligt.

”Selvom vi bestræber os på at ramme så rigtigt som muligt, vil vi altid have en overproduktion og for os giver det så god mening, at vores gode produkter kommer socialt udsatte til gode i stedet for at blive smidt ud, som ville være alternativet,” siger Nelly Frees Riggelsen.

FødevareBankens direktør Karen-Inger Thorsen er også meget glad for samarbejdet.

”De lækre varer fra Naturmælk er med til at understrege det, som er FødevareBankens kendetegn, nemlig at vi formidler mad, der aldrig nogensinde er for gammel, men som på grund af forskellige omstændigheder alligevel ikke kan sælges. Det siger jo desværre også noget om de udfordringer vi har i vores samfund, når varer af så ekstrem høj kvalitet ville blive kasseret, hvis ikke FødevareBanken fandtes,” siger hun.

FødevareBanken er en non-profit organisation, der bekæmper madspild og madfattigdom i Danmark. På den ene side kasseres der dagligt enorme mængder mad i fødevarebranchen, hvilket betyder spild af ressourcer og en belastning for miljøet. På den anden side er en del af de dårligst stillede i vores samfund ofte frataget muligheden for et dagligt og nærende måltid, som har afgørende betydning for deres sundhed. Det kæmper vi for at ændre.